Danske fiskere sætter pris på, at Mærsk tager ansvar for oprydning efter container-forureningen

27. december 2023

De fleste af de containere, der under stormen fredag 22. december 2023 blev tabt af et Mærsk fragtskib, flyder stadig rundt eller er gået til bunds i Skagerrak. Det skaber bekymring i fiskerierhvervet.

- Jeg er bekymret for i hvilket omfang, at containerne vil genere erhvervsfiskeriet. Der kan være en betydelig sikkerhedsrisiko for de fartøjer, der fisker i området, hvis containerne stadig flyder, eller hvis et fiskeredskab sætter sig fast i en sunket container. Derfor kan det både blive farligt og en dyr fornøjelse at tage på havet for at fiske, siger Svend-Erik Andersen, der selv fisker i Skagerrak og er formand for Danmarks Fiskeriforening.

Danmarks Fiskeriforening finder det dog positivt, at Mærsk har tilkendegivet, at de vil tage ansvar for oprydningen, og at de også er klar til at drøfte erstatning til fiskeriet.

- Det er frustrerende, at vores fiskevand er blevet udsat for denne massive forurening. Havmiljøet er under rigeligt pres i forvejen. Derfor skal der ryddes op, og det er godt Mærsk vil tage ansvar for den del. Danske fiskere hjælper naturligvis Mærsk med at få ryddet op på fiskepladserne og tager det affald med i land, som de samler op, siger Svend-Erik Andersen.

- Det er positivt, hvis Mærsk er klar til at tage ansvar for dialog om erstatning til fiskerne i tilfældet af skader på fiskeredskaber, fiskefartøjer og tabt indtægt. Et ødelagt fiskeredskab kan koste den enkelte fisker flere hundrede tusinde kroner, lyder det fra Svend-Erik Andersen.

Danmarks Fiskeriforening vil henvende sig til Mærsk om, hvordan erhvervsfiskeriet bliver holdt skadesløse for de omkostninger, container-forureningen påfører dansk fiskeri.

Yderligere information

Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening, tlf. 21177080

Kenn Skau Fischer, direktør for Danmarks Fiskeriforening, tlf. 51199537