Fiskerne betaler prisen for årelangt politisk svigt i Østersøen
Ministerrådet i EU har på et møde i Luxembourg fastlagt kvoterne for fiskeriet i Østersøen næste år. Det er dyster læsning, og virkeligheden er, at der stort set ikke bliver noget fiskeri i Østersøen i 2024, da de i forvejen begrænsede fiskerimuligheder reduceres yderligere.
– Det her er meget alvorligt, og det har potentiale til at afvikle det tilbageværende fiskeri i Østersøen. I fiskeriet har vi år efter år fisket efter biologernes anbefalinger. Alligevel står vi med en miljøkatastrofe. Fiskeriet er så godt som udslettet. Vi kan ikke gøre mere. Derfor er det på tide, at der sættes bredt ind for at vende situationen i Østersøen, siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening.
Kvælstof, sæl og skarv
Den voldsomme reduktion af fiskerimulighederne i Østersøen gennem de seneste år understreger, at der skal sættes ind mod alle de faktorer, der er med til at holde fiskebestandene nede.
Torskebestanden i Østersøen er den helt store udfordring, og selvom det målrettede fiskeri efter torsk har været lukket i flere år, er bestanden stadig i dårlig forfatning. Derfor har man besluttet at reducere den i forvejen beskedne bifangstkvote på torsk med cirka 30 procent fra 214 tons til 148 tons.
– Man har reduceret fiskeriet i Østersøen år efter år. Man har gjort det i en grad, så der stor set ikke er noget fiskeri tilbage. Det har ingen forskel gjort for fiskebestandene. Desværre har man samtidig forsømt at gøre noget ved de presfaktorer, som i dag er langt større end fiskeriet. Det gælder sæler, skarver og udledningen af næringsstoffer i særdeleshed, siger Svend-Erik Andersen.
Umulige regler
Hos Danmarks Fiskeriforening er man også frustreret over, at man har valgt at holde fast i de lukkeperioder og bifangstsregler, der spænder ben for fiskeriet efter f.eks. rødspætter i Østersøen, hvor der faktisk er mange fisk, der bæredygtigt kan fanges.
– Vi har et stort ønske om at slippe af med nogle af de regler, som ingen betydning har for torskebestanden, men som gør, at der ikke må fiskes efter f.eks. rødspætter på de tidspunkter af året, hvor mulighederne for at fange dem er bedst, men de regler har man valgt at holde fast i, siger Allan Buch, formand for Østersøudvalget i Danmarks Fiskeriforening og Bælternes Fiskeriforening.
– Fisk er en både sund og klimavenlig spise. Det giver ingen mening, at tossede regler skal sætte en stopper for, at fiskerne kan få lov at fange de fisk, som biologerne mener, det er bæredygtigt at fange, siger Allan Buch.
Yderligere information
Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening, tlf. 21177080
Kenn Skau Fischer, direktør for Danmarks Fiskeriforening, tlf. 51199537