Danske fiskere glæder sig over EU-sejr i tobissag

26. marts 2024 lukkede Storbritannien for fiskeriet efter tobis. Det var et hårdt slag imod dansk fiskeri, hvor man hvert år i gennemsnit har landet fisk for knap en kvart milliard kroner, ligesom hele forarbejdningsindustrien har lidt under briternes beslutning.

Lukningen skete til trods for, at danske fiskere, i forbindelse med indgåelsen af skilsmisseaftalen mellem Storbritannien og EU, afgav fiskekvoter for milliarder for at få lov at fiske i britisk farvand. I Danmarks Fiskeriforening har man derfor fra første fløjt påpeget, at lukningen strider imod skilsmisseaftalen mellem EU og Storbritannien.

Det var EU-systemet enig i, og rejste sagen som en voldgift ved den Internationale Domstol i Haag. Voldgiften har nu afgjort, at lukningen er i strid med skilsmisseaftalen. Det vækker glæde i Danmarks Fiskeriforening og Danmarks Pelagiske Producentorganisation:

– Når vi har betalt for at fortsætte adgang til at fiske i britisk farvand, så må danske fiskere selvfølgelig kunne forvente at fortsætte at fiske i britisk farvand. Derfor er jeg meget tilfreds med dagens afgørelse, siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening.

Håb om, at fiskeriet kan komme i gang igen

Voldgiften har vurderet, at der er manglende “proportionalitet” i den britiske lukning. De miljømæssige gevinster, hvor briterne har peget på, at bestanden af havfugle måske vil kunne vokse med 7%, står ikke mål med de betydelige negative konsekvenser for fiskeriet og for fiskeindustrien.

– Vi har hele tiden sagt, at det er helt ude af dimensioner at lukke et bæredygtighedscertificeret fiskeri, når videnskaben ikke kan dokumentere nævneværdige positive konsekvenser af lukningen for havmiljøet. Det er tosset. Især når vi faktisk har betalt for fortsat adgang til at fiske tobis, siger Jens Schneider Rasmussen, formand for Danmarks Pelagiske Producentorganisation.

I Danmarks Fiskeriforening og Danmarks Pelagiske Producentorganisation opfordrer man nu politikerne i EU og Storbritannien til at få arbejdshandskerne på, så det bliver muligt at fiske tobis i britisk farvand så snart som muligt

– Jeg håber, den her afgørelse betyder, at vi hurtigst muligt igen kan få lov at fiske tobis i britisk farvand. Jeg opfordrer derfor de ansvarlige politikere i Storbritannien til at rette ind efter dagens afgørelse så snart som muligt. Det synes jeg bestemt vil klæde Storbritannien, siger Svend-Erik Andersen.

Tobissæsonen i 2025 er i gang, og de danske fiskere får forventeligt desværre ikke glæde af afgørelsen i indeværende år.

Storbritannien skal inden for 30 dage meddele EU, hvordan man vil efterleve kendelsen om, at forbuddet mod fiskeri efter tobis i engelsk farvand i Nordsøen ikke var proportionalt.