Høring af ansøgning om tilladelse til indvinding i område JR-2020-C Jyske Rev (sagsnr. 2021-63660)

Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation (herefter DFPO) har den 3. december 2025 modtaget ovennævnte høring.

DFPO skal indledningsvis takke for muligheden for at give bemærkninger til ansøgning om tilladelse til indvindingen på Jyske Rev område JR-2020-C. DFPO’s bemærkninger til høringen fremgår nedenfor.

DFPO’s bemærkninger

DFPO anerkender, at andre erhverv end fiskerierhvervet har brug for adgang til de marine områder omkring Danmark. Det er imidlertid væsentligt at holde for øje, at hvor fisk er en fornybar ressource, som løbende kan høstes, kan råstoffer til havs kun indvindes én gang. Når råstofferne fjernes, forsvinder de samtidig med de tilhørende habitattyper.

Råstofindvinding bør derfor gennemføres med størst muligt hensyn til de erhverv, der er afhængige af netop bundforhold. For fiskeriet angår dette fangst-, gyde-, opvækst- og fødesøgningsarealer. Det er afgørende, at der tages hensyn til disse for fiskeriet centrale arealer ved tildeling af råstoftilladelser — især når de ansøgte indvindingsmængder er meget betydelige, og når der er tale om et nyt område, hvor der ikke tidligere er indvundet. Det bør sikres, at råstofindvinding i danske farvande alene sker i områder, hvor påvirkningen af havnaturen er mindst mulig.

Registrering og kontrol af indvinding

Det er uklart for fiskerierhvervet, hvordan de indvundne mængder registreres, og hvordan moniteringen med de indvindende fartøjer kontrolleres. Disse informationer bør være let tilgængelige, så den specifikke indvinding i det specifikke område nemmere kan moniteres – også udefra.

Kumulative effekter på Jyske Rev

Der er blevet indvundet råstoffer fra Jyske Rev over en meget lang årrække, og DFPO vil gerne efterspørge en samlet opgørelse over de mængder af råstoffer, der er blevet indvundet gennem årerne fra Jyske Rev samlet set. Det bør vurderes, om området fortsat kan bære, at der årligt indvindes millioner af kubikmeter råstoffer derude. De kumulerede effekter af alle råstofindvindinger på Jyske Rev bør opgøres og vurderes.

Påvirkning af fiskeriaktiviteter

Under aktivt fiskeri i råstofområder er erhvervsfartøjer ofte begrænsede i deres muligheder for at navigere, når deres redskaber bjærges eller sættes ud. Det er afgørende, at alle fartøjer i den forbindelse udviser godt sømandskab ved at holde afstand til erhvervsfiskerfartøjer – og ikke mindst respektere erhvervsfiskernes redskaber, som i disse områder ofte er garn.

I området og i tæt tilknytning hertil er der en række historiske fangstpladser, der er tæt knyttet til bundhabitatet, som fiskerne er meget interesserede i forsat at kunne anvende.

Fiskerne, der benytter Jyske Rev, ser gerne, at der tages nødvendige hensyn til deres aktiviteter, når de anvender fiskeriområder, der samtidig er udlagt til råstofindvinding. Der burde være plads til begge erhverv i områderne, og der bør samtidig etableres en procedure for, hvordan fiskerne kan kommunikere deres garnpositioner til råstoffartøjerne, så konflikter, hvor garn bliver ødelagt fremadrettet, kan undgås.

Opsættende virkning ved tvivl om væsentlige miljøpåvirkninger

DFPO finder det væsentligt at understrege, at der bør gælde opsættende virkning i tilfælde, hvor der foreligger tvivl om de miljømæssige eller fiskerimæssige konsekvenser af den ansøgte indvinding.

Da råstofindvinding kan medføre irreversible ændringer i bundhabitatet og påvirke centrale fangst‑ og opvækstområder, bør der ikke igangsættes aktiviteter, før en fuldstændig vurdering af de kumulative effekter af råstofindvendingen på Jyske Rev foreligger.

DFPO høringssvar Jyske rev JR-2020-C

Download PDF