Høring over udkast til bekendtgørelse om kvalifikationskrav til søfarende og fiskere og om sønærings- og kvalifikationsbeviser

Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation (herefter benævnt ”DFPO”) har den 3. maj 2023 modtaget ovennævnte høring.

Indledningsvis skal DFPO bemærke, at det fremgår af høringsnotatet, at der ved moderniseringen af bekendtgørelsen ikke længere vil være behov for detaljerede regler om overgangen fra fiskeskibe til handelsskibe, da man fremadrettet vil godkende fartstid fra alle større søgående skibe, herunder fiskeskibe. For god ordens skyld skal nævnes, at det naturligvis også er vigtigt med en smidig procedure ved overgang fra handelsskibe til fiskeskibe.

Nedenfor fremgår DFPOs bemærkninger til bekendtgørelsesudkastet.

DFPOs bemærkninger

Ad udkastet til ny § 32, stk. 2, nr. 2.: ” Foruden kravene som nævnt i stk. 1 kræves ét af følgende: […] 2) 12 måneders fartstid i søgående fiskeskibe og dokumentation for at have gennemført et godkendt kursus for førere af fiskeskibe med en længde under 9 meter.”

Under henvisning til Søfartsstyrelsens notat af 26. januar 2021 (sag. nr. 2021-50565) foreslås at indsætte de bestemmelser om særligt sønæringsbevis til bierhvervsfiskere, som fremgår af notatet. Kopi af notat af 26. januar 2021 er vedhæftet som bilag.

Ad udkastet til ny § 34: ”Personer kan gøre tjeneste som skibsfører i fiskeskibe med en længde under 15 meter og dimensionstal under 100, når skibet sejler i nærfart, uanset om bestemmelserne i §§ 32-33 er opfyldt, når følgende krav er opfyldt:
1) Gyldigt certifikat som radiooperatør i GMDSS til betjening af fiskeskibets radioudstyr.
2) Sundhedsbevis, der er gyldigt for den tjeneste om bord, som skal udføres, herunder er skikket til udkig.”

DFPO skal foreslå, at det forbliver muligt at gøre tjeneste som fører i fiskerskibe under 15 meter, hvis man kan dokumentere ”mindst 12 måneders beskæftigelse i fiskeskibe inden for perioden 1. februar 1995 til 1. februar 2000”. Således som det også fremgår af den nuværende § 43, stk. 1, nr. 1.

Ad udkastet til ny § 35, nr. 3: ”Foruden kravene for erhvervelse af sønæringsbevis som navigatør som anført under de enkelte beviser kræves, […] 3) hvor intet andet er nævnt, har erhvervet den foreskrevne fartstid i søgående fiskeskibe med en længde på 9 meter eller derover for erhvervelse af bevis som bedstemand i fiskeskibe, eller 12 meter eller derover for øvrige beviser.”

Danmarks Fiskeriforening foreslår, at man overvejer at indsætte dimensionstal 20 i stedet for de 9 meter, så grænsen for synspligtige fartøjer også kommer til at gælde i forhold til opnåelse af fartstid. 

Ad udkastet til ny § 37, stk. 2, nr. 1: ” For at erhverve sønæringsbevis som styrmand af 3. grad i fiskeskibe kræves, 1) bestået fiskeskippereksamen af 3. grad, og 2) gyldigt certifikat som radiooperatør i GMDSS (GOC, LRC eller ROC).
Stk. 2. Foruden kravene som nævnt i stk. 1 kræves, 1) gennemført erhvervsfiskeriets grundkursus, herunder erhvervet 12 måneders fartstid, eller 2) erhvervet 24 måneders fartstid.”

For god ordens skyld skal DFPO bede Søfartsstyrelsen bekræfte, at man også har erhvervet sønæringsbevis af 3. grad i fiskeskibe, når man har gennemført fiskeriets grunduddannelse.