Dansk fiskeri styrker positionen i Bruxelles

13. januar 2019

Oprettelsen af en fælles EU-repræsentation i Bruxelles skal styrke dansk fiskeris position i EU's fælles fiskeripolitik

EU's fælles fiskeripolitik er direkte regulerende for dansk fiskeri. Derfor er det nødvendigt, at dansk fiskeri yderligere forstærker indsatsen og tilstedeværelsen i Bruxelles.

På den baggrund har Danmarks Fiskeriforening PO og Danmarks Pelagiske PO fra 1. januar 2020 etableret en fælles repræsentation i Bruxelles under navnet:

Dansk Fiskeri i Bruxelles/Danish Fisheries in Brussels

Formålet er at styrke dansk fiskeris position i EU's fælles fiskeripolitik til gavn for den danske fiskerisektor.

- Helt konkret styrker vi den danske fiskerisektors position ved at synliggøre dansk fiskeri i EU og den fælles fiskeripolitik. Vi ønsker, at der fastlægges regler og bestemmelser for fiskeriet, som i større omfang end tilfældet er i dag tager hensyn til fiskeriet i de nordlige farvande som Østersøen, Nordsøen og Nordatlanten. Og så vil vi øge samarbejdet med andre aktører omkring EU's fælles fiskeripolitik i Bruxelles. Det være sig fiskeriorganisationer og eNGO'ere, som i høj grad også er til stede i Bruxelles, siger direktør for Danmarks Fiskeriforening PO, Kenn Skau Fischer.

Dansk Fiskeri i Bruxelles er en naturlig udløber af det tætte samarbejde, de to fiskeriorganisationer har på EU-området og det internationale område i øvrigt. I det forgangne år har de to fiskeriorganisationer forstærket indsatsen i EU, ikke mindst som følge af Brexit.

- Det er til gavn for hele dansk fiskeri, at Danmarks Fiskeriforening PO og Danmarks Pelagiske PO arbejder tæt sammen omkring EU-dagsordenen. Vi kan ikke læne os tilbage og være sikre på, at vores myndigheder vil aflevere alle de budskaber, som dansk fiskeri har til EU. Der er vi nødt til at være aktivt til stede i Bruxelles og selv arbejde for vores interesser over for Kommissionen og EU-Parlamentet, siger Esben Sverdrup Jensen, direktør for Danmarks Pelagiske PO.

Yderligere information
Esben Sverdrup-Jensen, direktør Danmarks Pelagiske PO, tlf. nr. 61 66 09 78
Kenn Skau Fischer, direktør Danmarks Fiskeriforening PO, tlf.nr. 51 19 95 37

FAKTA

DFPO og DPPO står for mere end 95 pct. af alle landinger i dansk fiskeri.

Det nye fælles kontor ligger på adressen: Rue du Luxembourg 47-51, B2, 1050 Bruxelles

Ved henvendelse kontakt daglig leder Thomas Kruse, tk@dkfisk.dk, tlf. 40 15 47 25