Høring over udkast til bekendtgørelse om trawl- og vodfiskeri

Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation (herefter benævnt ”DFPO”) har den 1. maj 2025 modtaget ovennævnte høring. 

DFPO opfordrer til, at det udsendte udkast til bekendtgørelse trækkes tilbage, idet forslaget er mangelfuldt og primært er udtryk for unødvendig regulering, som generer mange små fiskerfartøjer, men som ikke reelt beskytter noget. Dertil kommer at forslaget, i lighed med det udsendte forslag til bekendtgørelse om fiskeribegrænsninger i marine naturbeskyttede områder (Natura 2000-bekendtgørelsen), helt uhørt foreslår en regulering på områder, der indgår i de aktuelle forhandlinger om “En ny kurs for dansk fiskeri”. 

I høringen stilles forslag om ændring af bekendtgørelse om trawl- og vodfiskeri, der indeholder et forbud mod anvendelse af trawl- og vodredskaber inden for dybdegrænsen god/moderat for hovedudbredelse af rodfæstede bundplanter, herunder ålegræs.  

Desuden indarbejdes en række forbudsområder som udpeges med baggrund i det udsendte forslag om fiskeribegrænsninger i marine naturbeskyttelsesområder. For disse områder henvises til vore bemærkninger vedr. Høring over udkast til bekendtgørelse om fiskeribegrænsninger i marine naturbeskyttelsesområder.   

Vi er overraskede over at modtage en høring, som ifølge høringsbrevet “har betydning for alle erhvervsmæssige fartøjer, som udøver fiskeri med alle former for aktive trawlredskaber” på et tidspunkt, hvor der er igangværende forhandlinger om “En ny kurs for dansk fiskeri”, hvor regulering at trawl- og vodskaber i flere områder indgår som et væsentligt emne i forhandlingerne. Dertil kommer at ligesom den udsendte høring om begrænsning af fiskeri med bundslæbende redskaber i Natura 2000-områder, gælder også her, at DFPO intet havde hørt om disse reduktioner af fiskerimulighederne for det kystnære fiskeri.  

DFPO må desuden undre sig over, at myndighederne uden at kontakte erhvervet stiller forslag om at gennemføre en regulering, hvor man igen opstiller forhindringer for de kystfiskere man så gerne vil have i dansk fiskeri. Reguleringen rammer ensidigt de små trawlere, som mange steder udgør grundlaget i de mindre havne, hvor man ønsker at bevare og udvikle kystfiskeriet.   

Konkrete bemærkninger til det udsendte bekendtgørelsesudkast 

Ad udkast til § 5, stk. 3: ”Uanset § 5, stk. 2, er fiskeri med trawl- og vodredskaber forbudt på vanddybder mindre end dybdegrænsen god/moderat som anført i bilag 3, tabel 17, Dybdegrænse for hovedudbredelse af angiospermer (rodfæstede bundplanter), i bekendtgørelse om overvågning af overfladevandets, grundvandets og beskyttede områders tilstand og om naturovervågning af internationale naturbeskyttelsesområder.” 

Det er DFPO’s klare vurdering, at man ved denne tilgang betydeligt reducerer adgangen til områder, hvor man må fiske. Det betyder, at alle steder, hvor der er mulighed for at ålegræs kan gro/potentielt kan gro forhindres fiskeri med bundslæbende redskaber. Det er en helt unødvendig restriktiv tilgang til reguleringen, som DFPO ikke kan finde belæg for i det udsendte høringsmateriale – hverken fagligt eller juridisk.  

DFPO er enig i at beskyttelse af ålegræs kan og skal ske, men med den anførte tilgang er meget grov og man kommer forventeligt til at lukke mange områder, hvor det ikke er nødvendigt. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri burde i stedet have kontaktet DFPO, med henblik på at have en dialog om hvilke områder der kunne være hensigtsmæssige at holde åbne. Dermed kunne denne regulering formentligt have sket uden væsentlig gene for det kystnære fiskeri. 

Med den tilgang Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har anlagt fremgår ikke omfanget/hvor der eventuelt er konkrete gener, og derfor mener vi, at grundlaget for denne regulering er mangelfuldt. 

DFPO finder, at denne regulering burde kunne ske mere adaptivt, så fiskeriet reguleres, hvor ålegræsset er, og eventuelt i en relevant zone omkring ålegræsset. Ud over at reguleringen er unødvendig restriktiv er det også ualmindeligt arrogant blot at henvise til ”bekendtgørelse om overvågning af overfladevandets, grundvandets og beskyttede områders tilstand og om naturovervågning af internationale naturbeskyttelsesområder”, som ikke indeholder kortinformation, som fiskeren kan anvende i deres plottere mv., men kun angiver ”vandområdenavne”, som reelt ikke siger noget om afgrænsningen af områderne. Fiskerne bliver derfor ledt fra en bekendtgørelse til bilaget i en anden bekendtgørelse uden reelt at blive klogere på, hvor de må fiske henne.  

Ad udkast til § 6, nr. 1) og 2) 

Ved tidligere ændring af bekendtgørelsen om trawl- og vodfiskeri (bekendtgørelse nr. 366 af 02/04/2019), er der for visse områder sket en ændring af den anvendte omregningsfaktor mellem hestekræfter og kW. Ændringen er ikke beskrevet i høringsmaterialet og baggrunden er derfor uklar. Det har dog vist sig at ændringen har/kan få konsekvenser for en række fartøjer, der historisk har kunnet drive fiskeri i et område med begrænsning på 400 HK, og som nu ikke længere lovligt kan gøre dette, fordi omregningen er ændret fra 298 kW til 294 KW – på trods af at fartøjets fremdrivningsmaskine uændret er 400 HK. Det skal tilføjes, at flere fartøjer er direkte bygget til at kunne drive fiskeri i bestemte områder, og en regelændring som denne dermed får store negative konsekvenser, ligesom ændringen burde have været beskrevet i høringsmaterialet.  

DFPO skal derfor anmode om en ændring af bekendtgørelsens § 6, nr. 1) og 2): 

fra: 

hvis motoreffekt ikke overstiger 400 HK/294 kW.  

Til  

hvis motoreffekt ikke overstiger 400 HK/298 kW. 

Afslutning 

På baggrund af ovennævnte bemærkninger, skal DFPO gentage vores anbefaling om, at det udsendte udkast til bekendtgørelse, på grund af mangler i både proces og indhold, trækkes tilbage med henblik på at undgå unødvendig regulering, som generer mange små fiskerfartøjer, men som ikke reelt beskytter noget. DFPO finder ikke, at der er belæg for en så restriktiv regulering – hverken fagligt eller juridisk. 

Vi anbefaler dog, at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri tager skridt til at ændre § 6, nr. 1) og 2) i overensstemmelse med vores bemærkninger ovenfor. 

DFPO høringssvar til høring over udkast til bekendtgørelse om trawl- og vodfiskeri

Download PDF