Høring over udkast til bekendtgørelse om ændring af teknisk forskrift om normtider for visse lovpligtige syn af fiskeskibe
Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation (herefter benævnt ”DFPO”) har den 30. januar 2023 modtaget ovennævnte høring.
DFPO kan forstå, at der er tale om en ændring, der blev besluttet tilbage i 2011, hvorefter der skulle indføres lovpligtige syn for fartøjer under 15 meter, og samtidig skulle det samlede fiskeskibssegment til at betale fuld pris for deres lovpligtige syn – derfor skulle normtiden for fiskeskibe over 15 meter ophæves.
DFPO kan også forstå, at der er tale om en ændring, der blev iværksat i praksis, men uden at den tekniske forskrift om normtider for visse lovpligtige syn af fiskeskibe blev ændret. Dette fremgår også af det til høringen vedlagte oplysningsskema om administrative konsekvenser.
Efter DFPOs opfattelse, så har man derved siden 2011 arbejdet med en praksis, hvorved Søfartsstyrelsen har opkrævet fuld pris for lovpligtige syn af fiskeskibe over 15 meter i strid med den tekniske forskrift om normtider for visse lovpligtige syn af fiskeskibe.
DFPO skal henstille til at Søfartsstyrelsen iværksætter tiltag, så samtlige fiskeskibe, der uretmæssigt er opkrævet fuld pris for lovpligtige syn, modtager fuld tilbagebetaling. I den forbindelse skal DFPO anmode om tal på hvor mange fiskeskibe, der er blevet opkrævet fuld pris for syn, i strid med den tekniske forskrift, samt hvor mange syn, det drejer sig om.
Danmarks Fiskeriforening Producent Organisations bemærkninger til høring over udkast til bekendtgørelse om ændring af teknisk forskrift om normtider for visse lovpligtige syn af fiskeskibe
Download PDF