Høring over bekendtgørelse om tilskud til investeringer i kystfiskeri
Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation (herefter benævnt ”DFPO”) har den 20. marts 2024 modtaget ovennævnte høring.
Nedenfor fremgår DFPOs bemærkninger til høringen.
DFPOs bemærkninger
Generelt opleves ordningen under indsatsområde 1 som værende meget ensrettet, da den primært giver tilskud til energieffektivisering ved skift af redskaber, mens det klart er DFPOs vurdering, at man kan energieffektivisere på mange andre måder.
I forhold til tilskudssatserne giver det ikke mening for DFPO i et energieffektiviseringsperspektiv, at der ved skift fra slæbende til passive redskaber gives en tilskudssats på 50 %, mens det giver en tilskudssats på 80 % at skifte fra passiv til passiv.
Tilskudsordningen er bundet op på teknologilisten, og indsatser, der ikke positivt er nævnt på teknologilisten, er ikke tilskudsberettigede. Det er DFPOs vurdering, at teknologilisten burde være vejledende i stedet for udtømmende, således at den kunne bruges i forhold til prioritering af ansøgninger, men ikke er til hinder ordningens anvendelse. Endelig skal det også bemærkes at teknologilisten grundlæggende er baseret på den teknologiliste, der blev udviklet tilbage i 2016, hvorfor DFPO anbefaler, at det bliver taget op til vurdering om den ikke kunne fornyes.
Derudover skal DFPO konkret foreslå, at ordningen udvides til at kunne omfatte følgende tiltag.
- Omlægning fra trawl til snurrevod:
DFPO oplever, at der er kystfiskere, som udtrykker interesse i at omlægge deres trawlfartøjer, der i dag primært fisker efter jomfruhummer, til snurrevodsfartøjer, hvorefter de ville blive anvendt til at fiske målrettet efter fisk i stedet. Snurrevod er i øvrigt på listen over skånsomme redskaber i reguleringsbekendtgørelsens bilag 16.
En omlægning vil især mindske påvirkningen af den dybe bløde mudderhavbund i Skagerrak og Kattegat, da det vil være andre områder/havbundstyper, hvor snurrevodsfiskeriet målrettes. Derudover vil fjernelsen af brug af trawldøre yderligere reducere påvirkningen af havbunden og reducere brændstofforbruget per kilo landet fisk signifikant. Kvaliteten af de fisk der fanges i et målrettet fiskeri efter fisk i snurrevod, vil desuden være af en meget høj kvalitet. Det danske snurrevodfiskeri er under pres og bør støttes, så fordelene ved fiskeriet bevares i dansk fiskeri.
- Udskiftning af brændstofmotorer til elmotorer:
Kystnære fiskefartøjer, der driver dagsfiskeri, bruger relativt begrænsede mængder af brændstof under fiskeri. Det vil derfor være realistisk at omlægge en del af disse fartøjer til at sejle på ren el. Det vil kræve en investering i batterier, der vil kunne rumme en tilstrækkelig mængde energi til en dags fiskeri og elmotorer til fremdrift af fartøjet. Herudover vil der skulle etableres ladestandere i havnene.
Omlægning til el som drivmiddel af fartøjerne vil være et væsentlig bidrag til den grønne omstilling.
Danmarks Fiskeriforening Producent Organisations bemærkninger til høring over bekendtgørelse om tilskud til investeringer i kystfiskeri
Download PDF